Vil du stå i spidsen for risikostyringen i Danmarks mest værdidrevne bank?
Hos Merkur Andelskasse søger vi en risikoansvarlig, der vil kombinere stærk faglighed med et ønske om at skabe positiv samfundsmæssig værdi. Du får en central rolle tæt på direktion, bestyrelse og revisions- og risikoudvalg, hvor du er med til at sikre, at Merkur udvikler sig ansvarligt og på et solidt risikomæssigt fundament.
I Merkur ser vi ikke risikostyring som en kontrolfunktion på afstand. Vi ser den som en vigtig del af beslutningsgrundlaget for en bank, der ønsker at skabe værdi for både kunder, samfund, klima og miljø.
Vores nuværende risikoansvarlige har fået nye muligheder, og derfor har du nu chancen for at træde ind i en af bankens mest centrale funktioner.
Stillingen er placeret i København.
Hvad skal du lave hos os?
Som risikoansvarlig får du det overordnede ansvar for Merkurs risikostyring. Du skal sikre, at banken identificerer, vurderer, håndterer og rapporterer sine væsentligste risici, samtidig med at du bidrager til den strategiske udvikling af området.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
• skabe et samlet overblik over Merkurs risikoeksponeringer og vurdere, om risikostyringen er betryggende og tilstrækkelig
• gennemføre analyser, undersøgelser og stikprøver samt omsætte indsigter til beslutningsrelevant rapportering
• identificere og overvåge væsentlige risici på tværs af organisationen
• rapportere løbende til direktion og bestyrelse om bankens væsentligste risici
• facilitere dialogen om risici på bestyrelsesmøder
• understøtte revisions- og risikoudvalgets arbejde, herunder forberede mødemateriale og koordinere med udvalgets forperson
• bidrage til øvrige strategiske initiativer, der er forenelige med rollen som risikoansvarlig.
Vi er omkring 140 medarbejdere fordelt på vores kontorer i København, Aarhus, Aalborg og Lyngby. Vi vil gerne have, at du hurtigt får indsigt i hele forretningen og opbygger relationer på tværs af organisationen. Det giver det bedste grundlag for kvalificerede vurderinger og stærke analyser.
En rolle med stor indflydelse
Du refererer til vores vicedirektør og bliver en vigtig sparringspartner for både direktion og bestyrelse.
Du præsenterer selv dine analyser og rapporter på bestyrelsesmøder og spiller en central rolle i samarbejdet med revisions- og risikoudvalget. Rollen giver dig derfor en unik mulighed for at påvirke beslutningerne i hele organisationen og sætte retning for Merkurs risikostyring.
Du bliver en del af en velfungerende stab med høj faglighed, stærkt samarbejde og en uformel omgangstone. Som risikoansvarlig skal man kunne favne den strategiske, taktiske og operationelle del af risikostyring, men der vil være hjælp til noget af det mere operationelle.
Hvem er du?
For at få succes i rollen har du både et stærkt fagligt fundament og evnen til at omsætte komplekse problemstillinger til praktiske løsninger.
Vi forestiller os, at du:
• har solid erfaring med risikostyring i den finansielle sektor
• har en relevant videregående uddannelse
• arbejder metodisk, struktureret og proaktivt
• kan bevare det strategiske overblik uden at miste sansen for den operationelle virkelighed
• trives med selvstændigt ansvar og samtidig ser værdi i tæt samarbejde på tværs af organisationen
• kommunikerer klart og overbevisende over for både ledelse, bestyrelse og kolleger.
Stillingen kan være på 30 timer ugentligt. Ønsker du flere timer, vil der være mulighed for at bidrage til andre strategiske opgaver i organisationen.
Hvem er Merkur?
Merkur er en kundeejet bank med et klart værdigrundlag. Vi driver bank med ambitionen om at være til gavn for klima, miljø og mennesker og skabe positiv forandring gennem de projekter og virksomheder, vi finansierer.
Når du arbejder i Merkur, bliver du en del af et engageret fællesskab, hvor samarbejde, ansvarlighed og faglighed går hånd i hånd. Vi er en organisation, hvor der ikke er langt fra idé til handling, og hvor du får mulighed for at få indflydelse.
Vi lægger vægt på samarbejde på tværs, åben dialog, forskellige perspektiver og frihed under ansvar. Det er med til at skabe et arbejdsmiljø med høj trivsel og stærkt engagement.
Søg stillingen
Send dit motiverede CV via "Ansøg nu" hurtigst muligt. Vi holder samtaler løbende og glæder os til at høre fra dig.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Jesper Hastrup på telefon 52 21 43 61.
Future co-workers